The Universal House of Justice

Ridván 2012

To the Bahá’ís of the World

Dearly loved Friends,

Midt på eftermiddagen den 11. Ridván for et hundrede år siden løftede ’Abdu’l-Bahá stående foran

en tilskuerskare på flere hundrede mennesker en økse og huggede igennem grønsværen på

tempelgrunden ved Grosse Point nord for Chicago. De, som var inviteret til at bryde jorden

sammen med ham denne forårsdag, kom fra forskellige baggrunde – der var nordmænd, indere,

franskmænd, japanere, persere, oprindelige amerikanere for blot at nævne nogle få. Det var som om

det andagtshus, som endnu ikke var bygget, opfyldte Mesterens ønsker for enhver sådan bygning,

og som kom til udtryk ved den aftens ceremoni: ”at menneskeheden ville finde et mødested”og ”at

kundgørelsen om menneskehedens enhed ville udgå fra dets åbne hellige forgård”.

Hans tilhørere ved denne lejlighed og alle, der hørte ham i løbet af hans rejser til Ægypten og

Vesten, må blot vagt have opfattet de vidtrækkende implikationer i hans ord om samfundet, dets

værdier, og hvad det er optaget af. Endnu i dag er der næppe nogen, der kan gøre krav på at have

fået andet end et glimt, fjernt og utydeligt, af det fremtidige samfund, som Bahá’u’lláhs åbenbaring

er bestemt til at skabe. For ingen skal tro, at den civilisation, mod hvilken den guddommelige lære

driver menneskeheden, udelukkende vil følge af en regulering af den nuværende orden. Langt fra.

I en tale, som han gav nogle dage efter, at han havde nedlagt grundstenen til Vestens Modertempel,

udtalte ’Abdu’l-Bahá, at ”et af resultaterne af de åndelige kræfters manifestering vil være, at

menneskenes verden vil tilpasse sig til en ny social form,” at ”Guds retfærdighed vil åbenbares i

alle menneskelige anliggender”. Disse og talrige andre ytringer fra Mesteren, som bahá’í-samfundet

igen og igen vender sig mod i denne hundredårsfestval, gør os opmærksomme på den afstand, der

adskiller samfundet, som det nu er ordnet, fra den formidable vision, som hans Fader gav verden i

gave.

Desværre synes de forhindringer, der modarbejder virkeliggørelsen af denne vision at være

uoverstigelige for mange, på trods af de hæderværdige bestræbelser, som velmenende personer, der

arbejder på at forbedre samfundet i alle lande gør sig. Deres forhåbninger, baseret på fejlagtige

formodninger om den menneskelige natur, som gennemtrænger strukturer og traditioner i meget af

nutidens levis, har opnået status som et veletableret faktum. Disse formodninger ser ikke ud til at

tage den ekstraordinære reserve af åndeligt potentiale i betragtning, som er tilgængeligt for enhver

oplyst sjæl, der trækker på det; i stedet for stoler de på retfærdiggørelse af menneskehedens

ufuldkommenheder, hvis eksempler dagligt forstærker en almindelig (udbredt) følelse af afmagt. Et

lag af falske forudsætninger formørker således en fundamental sandhed: Verdens tilstand

reflekterer en forvrængning af menneskeånden, ikke dens inderste karakter. Formålet for enhver

Guds manifestation er at udvirke en forvandling i både menneskedens indre liv og i dens ydre

forhold. Og denne forvandling opstår helt naturligt efterhånden som en voksende gruppe

mennesker, forenede af guddommelige forskrifter, sammen søger at udvikle åndelige evner for at

kunne bidrage til en proces med social forandring. Lige som med den hårde jord, som Mesteren

ramte for et århundrede siden, vil tidsalderens fremherskende teorier måske først synes upåvirkede

af ændringer, men de vil utvivlsomt svinde bort og gennem ”Guds nådes vårfriske byger”, vil ”den

sande forståelses blomster” springe ud friske og smukke.

Vi takker Gud for at I – Hans Største Navns samfund - ved Hans ords kraft dyrker miljøer hvori

sand forståelse kan blomstre. Selv de, der har udholdt fængsling for troen, har gennem deres

usigelige offervilje og trofasthed, gjort det muligt for ”kundskabens og visdommens hyacinter” at

blomstre i medfølende hjerter. Over hele kloden er ivrige sjæle optaget af arbejdet med at bygge en

ny verden gennem den systematiske igangsættelse af femårsplanens foranstaltninger. Dens

karaktertræk er så vel forstået, at vi ikke føler behov for at kommentere yderligere på dem her. De

bønner, som vi beder ved Den Hellige Tærskel fra Det Alnådige Forsyn, er for at få hjælpen fra Den

Højeste Forsamling til at forunde at hver og en af jer kan bidrage til planens fremgang. Vores

inderlige ønske, som understøttes af at være vidne til jeres indviede indsats i det forgangne år, er, at

I vil forstærke jeres sikre brug af den viden I opnår gennem erfaring. Det er ikke tiden nu til at

holde sig tilbage; alt for mange er stadig uvidende om det nye daggry. Hvem andre end jer kan

videregive det guddommelige budskab? ”Ved Gud,” forsikrer Bahá’u’lláh, idet Han henviser til

sagen, ”dette er arenaen for indsigt og frigørelse, for vision og opløftelse, hvor ingen kan spore

deres stridsheste uden Den Barmhjertiges tapre ryttere, som har afskåret sig fra al tilknytning til

tilværelsens verden.”

At iagttage bahá’í verdenens arbejde er som at se et strålende syn. I en persons liv, som over alt

andet ønsker at invitere andre til samvær med deres Skaber og at tjene menneskeheden, kan man

finde tegn på den åndelige forvandling, som skal skænkes hver sjæl af Tidsalderens Herre. I den

ånd, der animerer aktiviteterne i alle de bahá’í-samfund, der har viet sig til at forbedre deres

medlemmers kapacitet - ung og gammel, venner og samarbejdspartnere til at tjene det fælles gode,

kan man se en indikation på, hvorledes et samfund baseret på guddommelige læresætninger kan

udvikles. Og i de avancerede områder, hvor aktiviteter ledet af planens rammer er talrige og

kravene til at sikre sammenhæng i aktionslinierne er mest presserende, giver de nyligt opståede

administrative strukturer et svagt glimt af, hvorledes troens institutioner i stigende grad vil påtage

sig et større ansvarsområde for at fremme menneskelig velfærd og fremgang. Det er således klart, at

udviklingen hos den enkelte, samfundet og institutionerne er umådelig løfterig. Men udover det

bemærker vi med særlig glæde, hvorledes den relation, der binder disse tre sammen, markerer sig

ved en så øm kærlighed og gensidig støtte.

I kontrast hertil reflekteres den uenighed, der karakteriserer menneskehedens stormfulde

overgangsfase i relationerne mellem de tre lignende aktører i den øvrige verden – borgeren, de

politiske institutioner og samfundets institutioner. Uvillige til at handle som uafhængige dele af et

organisk hele, er de låst fast i en kamp om magt, som til sidst viser sig at være omsonst. Hvor

anderledes er ikke det samfund, som ’Abdu’l-Bahá tegner i utallige breve og taler – hvor såvel

hverdagens interaktion som staters relationer dannes af bevidstheden om menneskehedens enhed.

Relationer gennemtrængt af denne bevidsthed bliver dyrket af bahá’íer og deres venner i landsbyer

og nabolag i hele verden; fra disse kan den rene duft af gensidighed og samarbejde, af sammenhold

og kærlighed spores. I disse fordringsløse rammer opstår et synligt alternativ til samfundets

velkendte stridigheder. Således bliver det tydeligt, at en person, som ønsker at få udløsning for sine

evner på ansvarlig vis, deltager alvorligt i rådslagning, der er viet til det fælles bedste og undgår

fristelsen til at insistere på sin egen opfattelse; en bahá’í institution, der anerkender behovet for

koordineret handling, som bliver kanaliseret mod en frugtbat afslutning, sigter ikke mod at

kontrollere men at nære og opmuntre. Det samfund, der skal tage vare på sin egen udvikling,

anerkender et uvurderligt gode i den enhed, der følger af et helhjertet engagement i de planer, der

er udarbejdet af institutionerne. Under indflydelse af Bahá’u’lláhs åbenbaring, skænkes

forbindelsen mellem disse tre ny varme, nyt liv; tilsammen udgør de en støbeform, hvori en åndelig

verdenscivilisation, der bærer guddommelig inspirations stempel, gradvist modnes.

Åbenbaringens lys er bestemt til at oplyse enhver stræben; i hver af dem skal de forbindelser, der

understøtter samfundet, støbes om; i hver af dem søger verden eksempler på, hvorledes mennesker

skal være over for hinanden. I bør tænke over menneskehedens økonomiske liv, hvori

uretfærdighed tolereres med ligegyldighed og hvor uforholdsmæssig fortjeneste betragtes som et

tegn på succes; det økonomiske liv med den iøjnefaldende rolle, det har, medvirker til at generere

den gærende uro, som så mange mennesker for nylig er blevet inddraget i. Så dybt forankret er

disse skadelige holdninger, at det er svært at forestille sig, hvorledes noget enkelt individ alene kan

ændre de fremherskende normer ved hvilke forbindelserne på dette område styres. Ikke desto

mindre er der med sikkerhed praktikker, som en bahá’í ville undgå, som f. eks. uærlighed i

forretningsanliggender eller økonomisk udnyttelse af andre. En trofast holden fast ved de

guddommelige formaninger kræver, at der ikke er nogen modsætning mellem ens økonomiske

adfærd og ens tro som bahá’í. Ved i sit liv at anvende de principper i troen, der relaterer til ærlighed

og rimelighed, kan en enkelt sjæl opretholde en standard, der ligger langt over den lave tærskel,

hvorved verden måler sig selv. Menneskeheden er træt af manglen på et livsmønster, som de kan

stræbe efter; vi forventer af jer, at I vil oprette samfund, hvis handlinger vil give verden håb.

I vores Ridván budskab 2001 pegede vi på, at i lande hvor processen med gruppevis indskrivning

var tilstrækkelig fremskreden, og hvor forholdene i de nationale samfund var gode, ville vi

godkende oprettelsen af andagtshuse på det nationale niveau, hvis opførelse ville blive et træk i den

femte epoke af troens formende tidsalder. Med stor glæde kan vi nu meddele, at nationale

Mashriqu’l-Adhkar’er vil blive rejst i to lande: i Den Demokratiske Republik for Congo og i Papua

Ny Guinea. Her opfyldes vitterligt de kriterier, som vi har fastsat, og deres befolkningers svar på de

muligheder, der er skabt af den nuværende række planer, har været intet mindre end

bemærkelsesværdigt. Med opførelsen af det sidste af de kontinentale templer i Santiago på vej,

giver iværksættelsen af projekter til opførelse af nationale andagtshuse endnu et opmuntrende

bevis på Guds tros gennemslagskraft i samfundets jordbund.

Endnu et skridt er muligt. Det Mashriqu’l-Ashkhar, som ’Abdu’l-Bahá beskriver, som ”en af de

mest væsentlige institutioner i verden,” forener to væsentlige, uadskillelige apsekter af bahá’í livet:

andagt og tjeneste. Foreningen af disse to reflekteres også i den sammenhæng, der eksisterer blandt

planens samfundsopbyggende træk, især den fremspirende andagtsfulde ånd som finder udtryk i

andagtsmøder og en opdragende proces, der opbygger kapacitet til at tjene menneskeheden. Det

indbyrdes forhold mellem andagt og tjeneste er særligt udtalt i de områder over hele verden, hvor

bahá’í-samfundene har haft betydelig vækst og vokset i vitalitet, og hvor engagementet i social

aktion er tydeligt. Nogle af dem er blevet betegnet som steder for udbredelse af læring for at nære

vennernes evne til at fremme juniorprogrammer i tilknyttede regioner. Evnen til at opretholde dette

program, vil også, som vi har påpeget, stimulere udviklingen af studiegrupper og undervisning af

børn. Udover sit primære formål forstærker disse steder for læring således hele udbredelses- og

konsolideringsplanen. I de kommende år vil det være i sådanne områder at fremkomsten af et

lokalt Mashriqu’l-Adkhar vil kunne overvejes. Med vores hjerter fyldt af taknemmelighed til Den

Urgamle Skønhed, glæder vi os over at kunne meddele jer, at vi skal indlede rådslagninger med

repektive nationale åndelige råd om opførelse af de første lokale andagtshuse i følgende områder:

Battambang, Kambodia; Bihar Sharif, Indien; Matunda Soy, Kenya; Norte del Cauca, Columbia og

Tanna, Vanuato.

For at støtte opførelsen af de to nationale og de fem lokale Mashriqu’l-Ashkar’er, har vi besluttet at

oprette en tempelfond ved Verdenscentret til fordel for alle disse projekter. Overalt inviteres

vennerne til at bidrage til den med så stærk offervilje, som deres midler tillader.

Elskede samarbejdspartnere: Den jord der blev brudt af ’Abdu’l-Bahá for hundred år siden skal

atter brydes i yderligere syv lande, og dette er blot indledningen til den dag, hvor der i alle byer og

landsbyer vil blive rejst en bygning for tilbedelse af Herren, i lydighed mod Bahá’u’lláhs bud. Fra

disse gryningssteder til ihukommelse af Gud vil Hans lys’ stråler skinne og Hans lovprisnings

hymner runge ud.

- The Universal House of Justice