I Guds navn, Den Højeste! Lovet og priset være Du, Herre, Almægtige Gud! Du, over for hvis visdom den vise kommer til kort og giver op, over for hvis kundskab den lærde tilstår sin uvidenhed, over for hvis magt den stærke bliver svag, over for hvis rigdom den rige erkender sin fattigdom, over for hvis lys den oplyste er fortabt i mørke, mod hvis kundskabs helligdom kærnen i al forståelse vender sig, og omkring hvis nærværelses fredhellige sted alle menneskesjæle kredser.

Hvordan kan jeg da synge og berette om Dit inderste væsen, som de vises visdom og de lærdes lærdom ikke har evnet at fatte, eftersom intet menneske kan synge om det, som han ikke forstår eller fortælle om det, han ikke kan opnå, medens Du fra evig tid har været Den Utilgængelige, Den Uransagelige. Magtesløs som jeg er til at hæve mig til Din helligheds himle og svæve i Din kundskabs riger, kan jeg kun berette om Dine tegn, der fortæller om Dit strålende værk.

Ved Din Herlighed, o alle hjerters Elskede, Du der alene kan stille længselssmerterne efter Dig!

Om så alle himlens og jordens beboere forener sig for at forherlige det mindste af Dine tegn, hvori og hvorved Du har åbenbaret Dig selv, ville det dog mislykkes, i hvor langt højere grad i at lovprise Dit hellige Ord, skaberen af alle Dine tegn.

Højt priset og forherliget være Du, om hvem alle ting vidner, at Du er én, og at der er ingen anden Gud end Dig, der fra al evighed har været hævet over enhver ligemand eller lighed og for evigt skal forblive således. Alle konger er blot Dine tjenere, og alle skabninger, synlige som usynlige, som intet over for Dig. Der er ingen anden Gud end Dig, Den Nådige, Den Magtfulde, Den Allerhøjeste.

- `Abdu'l-Bahá