Return to BahaiPrayers.net
Facebook
Han er Gud!
O Gud, min Gud! Disse er tjenere, der er tiltrukket af Din helligheds dufte på Din dag, antændt af flammen der brænder i Dit hellige træ, der besvarer Din stemme, udtrykker Din lovprisning, er vækket af Din brise, bevæget af Dine milde vellugte, iagttager Dine tegn, forstår Dine vers, lytter til Dine ord, tror på Din åbenbaring og er forvisset om Din kærlighed. Deres øjne, o Herre, er fæstet på Din strålende herligheds rige og deres ansigter vendt mod Dit herredømme i det høje, deres hjerter banker af kærlighed til Din funklende og strålende skønhed, deres sjæle er opslugt af flammen i Din kærlighed, o Herre over denne verden og verdenen herefter, deres liv opflammes af heden i deres længsel efter Dig, og deres tårer strømmer for Din skyld.
Giv dem ly i Din varetægts og sikkerheds fæstning, bevar dem under Din årvågne omsorg, betragt dem med Dit forsyns og Din barmhjertigheds øjne, gør dem til tegnene på Din guddommelige enhed, der er åbenbar i alle egne, bannerne for Din magt der vejer over Din storheds boliger, de skinnende lamper der brænder ved hjælp af Din visdoms olie i Din ledelses kupler, fuglene i Din kundskabs have, der synger på de øverste grene i Dit beskyttende paradis og leviatanerne i Din gavmildheds hav, der ved Din højeste miskundhed kaster sig i dets bundløse dybder.
O Herre, min Gud! Ydmyge er disse Dine tjenere, ophøj dem i Dit rige i det høje, svage, styrk dem med Din enestående kraft, undertrykte, skænk dem Din ære i Dit allerhøjeste rige, fattige, gør dem rige i Dit store herredømme. Sørg Du da for alle de goder til dem, som Du har forudbestemt i Dine verdener, synlige som usynlige, begunstig dem i denne verden hernede, glæd deres hjerter med Din inspiration, o alle skabningers Herre! Oplys deres hjerter med Dine glade budskaber, der spredes fra Dit allerherligste stade, gør deres trin faste i Din største Pagt og styrk deres lænder i Dit urokkelige testamente gennem Din gavmildhed og lovede nåde, o Du Nådige og Barmhjertige. Du er i sandhed Den Nådige, Den Algavmilde.
- `Abdu'l-Bahá