I Guds Navn, Den Allerældste, Den Største.

I sandhed, de oprigtiges hjerter fortæres i adskillelsens ild:

Hvor er glansen fra Dit åsyns lys, o verdenernes Elskede?

De, der er Dig nær, er blevet efterladt i ensomhedens mørke:

Hvor er lyset fra Din genforenings morgen, o verdenernes Attrå?

Dine udvalgtes legemer ligger skælvende på fjerne strande:

Hvor er Dit nærværs hav, o verdenernes Fryd?

Længselsfulde hænder er løftet mod Din nådes og gavmildheds himmel:

Hvor er Dine gavers regn, o verdenernes Besvarer?

De vantro har rejst sig i tyranni fra alle sider:

Hvor er Din lovgivende pens betvingende magt, o verdenernes Besejrer?

Hundes gøen lyder højt fra hver en egn:

Hvor er løven i Din styrkes skov, o verdenernes Tugter?

Kulde har taget greb om hele menneskeheden:

Hvor er varmen i Din kærlighed, o verdenernes Ild?

Ulykke har nået sit højdepunkt:

Hvor er tegnene på Din hjælp, o verdenernes Frelse?

Mørke har indhyllet de fleste folkeslag:

Hvor er lyset fra Din stråleglans, o verdenernes Udstråling Menneskers halse er strakt frem i ondskab:

Hvor er sværdene fra Din hævn, o verdenernes Ødelægger?

Nedværdigelse har nået sit laveste dyb:

Hvor er symbolerne på Din herlighed, o verdenernes Herlighed?

Sorger har hjemsøgt åbenbareren af Dit Navn, Den Albarmhjertige:

Hvor er glæden i Din åbenbarings daggry, o verdenernes Fryd?

Lidelse har ramt alverdens folk:

Hvor er tegnene på Din lykke, O verdenernes Glæde?

Du ser dæmringsstedet for Dine tegn tilsløret af onde hensigter:

Hvor er Din styrkes fingre, o verdenernes Magt, Svær tørst har grebet alle mennesker:

Hvor er floden fra Din gavmildhed, o verdenernes Barmhjertighed?

Begær har fanget hele menneskeheden:

Hvor er frigjorthedens legemliggørelser, o verdenernes Herre?

Du ser denne Forurettede ensom i landflygtighed:

Hvor er hærskarerne fra Din befalings himmel, o verdenernes Hersker?

Jeg er blevet sveget i et fremmed land:

Hvor er tegnene på Din trofasthed, o verdenernes Tillid?

Dødens angst har grebet alle mennesker:

Hvor er bruset fra Dit evige livs hav, o verdenernes Liv?

Satans hvisken er blevet åndet ind i hver en skabning:

Hvor er Din flammende meteor, o verdenernes Lys?

Lidenskabens rus har fordærvet de fleste mennesker:

Hvor er renhedens daggry, o verdenernes Attrå?

Du ser denne Forurettede indhyllet i tyranni blandt syrerne:

Hvor er strålerne fra Din dæmrings lys, o verdenernes Lys?

Du ser, det er Mig forment at tale frit:

Hvorfra skal Dine sange da frembryde, O verdenernes Nattergal?

De fleste folkeslag er hyllet i drømme og tomme fantasier:

Hvor er talsmændene for Din vished, o verdenernes Forvisning?

Bahá er ved at drukne i et hav af lidelse:

Hvor er Din frelses Ark, o verdenernes Frelser?

Du ser Din tales Dæmring i skabelsens mørke:

Hvor er solen på Din nådes himmel, o verdenernes Lysgiver?

Lamperne af sandhed og renhed, af troskab og ære, er slukket:

Hvor er tegnene på Din hævnende vrede, o verdenernes Bevæger?

Ser Du nogen, der har forsvaret Dit selv eller tænker på, hvad der er overgået Ham på Din kærligheds sti?

Nu tøver Min pen, o verdenernes Elskede.

Grenene på det Guddommelige Lotustræ ligger knækket af skæbnens frembrusende storme:

Hvor er Din støttes bannere, o verdenernes Forsvarer?

Dette ansigt er skjult i bagvaskelsens støv:

Hvor er Din omsorgs briser, o verdenernes Miskundhed?

Hellighedens dragt er smudset til af bedragets folk:

Hvor er Din helligheds klædning, o verdenernes Pryder?

Nådens hav er stilnet af det, som menneskers hænder har forøvet:

Hvor er bølgerne fra Din gavmildhed, o verdenernes Attrå?

Døren, der fører til det guddommelige nærvær, er låst af Dine fjenders tyranni:

Hvor er Din gaves nøgle, o verdenernes Oplåser?

Bladene er gulnet af oprørets forgiftende vinde:

Hvor er strømmen fra Din gavmildheds skyer, o verdenernes Giver?

Universet er formørket af syndens støv:

Hvor er briserne fra Din tilgivelse, o verdenernes Tilgiver?

Denne Yngling er ensom i et øde land:

Hvor er Din regn af himmelsk nåde, o verdenernes Velgører?

O Højeste Pen, Vi har hørt Din mest blide kalden i evighedens rige:

Læg øre til hvad Storhedens Tunge taler, o verdenernes Forurettede!

Var det ikke for kulden Hvorledes kunne varmen i Dine ord da sejre, o verdenernes Fortolker?

Var det ikke for ulykke, Hvorledes kunne solen i Dit tålmod skinne, o verdenernes Lys?

Klag ikke over de onde, Du blev skabt til at tåle og holde ud, o verdenernes Tålmod.

Hvor mild var ej Din dæmring på Pagtens horisont blandt oprørsstifterne, og Din higen efter Gud, o verdenernes Elskede.

Ved Dig blev banneret for uafhængighed plantet på de højeste tinder, Og gavmildhedens hav bragt til at bruse, o verdenernes Lyksalighed.

Ved Din ensomhed skinnede enhedens sol, og ved Din forvisning blev enhedens land smykket.

Vær tålmodig, o Du verdenernes Landsforviste.

Vi har gjort nedværdigelse til ærens klædning Og lidelse Dit legems smykke, o verdenernes Stolthed.

Du ser at hjerterne er fyldt af had, Og at bære over hører Dig til, o Du Tilslører af verdenernes synder.

Når sværdene glimter, gå fremad!

Når spydene flyver, træng frem! o Du verdenernes Offer.

Klager Du eller skal jeg klage?

Snarere må jeg græde over fåtallet af Dine forkæmpere, O Du, som er årsag til verdenernes klage.

I sandhed, Jeg har hørt Din kalden, o Alherlige Elskede, Og nu blusser Bahás ansigt med lidelsens varme og af ilden i Dit strålende ord, og Han har rejst sig i trofasthed på offerstedet og ser hen mod Dit ønske, o verdenernes Lovgiver.

O ’Ali-Akbar, tak Din Herre for denne epistel hvorfra du kan indånde duften af Min mildhed og vide, hvad der er overgået Os på Guds vej, alle verdenernes Tilbedte.

Om alle tjenerne læste og overvejede dette, vil der i deres årer blive tændt en ild, der skal sætte verdenerne i brand.

- Bahá'u'lláh