Return to BahaiPrayers.net
Facebook
Lad enhver, der rejser i forskellige egne for at undervise læse denne bøn over bjerg, ørken, land og hav.
O Gud! O Gud! Du ser min svaghed, ringhed og ydmyghed overfor Dine skabninger, alligevel har jeg stolet på Dig og har rejst mig for at fremme Din lære blandt Dine stærke tjenere i tillid til Din styrke og magt!
O Herre! Jeg er en vingeskudt fugl og ønsker at svæve i Dit grænseløse rum. Hvordan er det muligt for mig at gøre det undtagen ved Dit forsyn og Din nåde, Din bekræftelse og hjælp.
O Herre! Hav medlidenhed med min svaghed og styrk mig med Din kraft. O Herre! Hav medlidenhed med min afmagt og støt mig ved Din magt og højhed.
O Herre! Om åndedraget fra Den Hellige Ånd bestyrkede den svageste blandt skabninger, ville han opnå alt, hvad han higer efter og eje alt, hvad han ønsker. Du har sandelig hjulpet Dine tjenere i fortiden, og selv om de var de svageste af Dine skabninger, de ringeste af Dine tjenere og de mest uanselige blandt dem, der levede på jorden, så blev de gennem Din anerkendelse og magt stillet over de mest hædrede blandt Dit folk og de ædleste blandt menneskeslægten. Hvor de tidligere var som møl, blev de som kongelige falke, og hvor de før var som bække, blev de som have ved Din gave og barmhjertighed. Ved Din allerstørste nåde blev de stjerner, der skinner på ledelsens horisont, fugle der synger i udødelighedens rosenhaver, løver der brøler i kundskabs og visdoms skove, og hvaler der svømmer i livets oceaner.
I sandhed, Du er Den Milde, Den Magtfulde, Den Mægtige og Den Mest Barmhjertige af de barmhjertige.
- `Abdu'l-Bahá