Return to BahaiPrayers.net
Facebook
Æret være Du, o Herre min Gud! Disse er de dage, hvorpå Du har pålagt alle mennesker at overholde fasten, at de derved kan rense deres sjæle og løsrive sig fra al tilknytning til nogen undtagen Dig, og for at der fra deres hjerter må opstå det, der er værdigt for Din majestæts bolig og sømmer sig for Din åbenbarings enheds sæde. Giv, o min Herre, at denne faste må blive en flod af livgivende vande og vil fremdrage de dyder, hvormed Du har beriget den. Rens ved dens hjælp Dine tjeneres hjerter hvem det onde i verden ikke har kunnet hindre i at vende sig til Dit alherlige navn, og som er forblevet uberørte af støjen og uroen fra dem, der har afvist Dine mest strålende tegn, der har ledsaget Din manifestations komme, som Du har forlenet med Dit herredømme, Din magt, Din majestæt og herlighed. Disse er de tjenere, der så snart Din kalden nåede dem ilede mod Din barmhjertighed og ikke blev tilbageholdt af denne verdens forandringer og tilfældigheder eller af nogle menneskelige begrænsninger.
Jeg er den, o min Gud, der vidner om Din helhed, der anerkender Din enhed, der bøjer sig ydmygt for åbenbarelserne af Din majestæt, og som med bøjet hoved genkender lysets stråleglans fra Din overjordiske herlighed. Jeg har troet på Dig, efter Du lod mig kende Dit selv, som Du har åbenbaret for menneskers øjne gennem styrken i Dit herredømme og Din magt. Til Ham har jeg vendt mig, fuldkommen frigjort fra alt, medens jeg klynger mig trofast til Dine gavers og begunstigelsers reb.
Jeg har modtaget Hans sandhed og sandheden i alle de underfulde love og forskrifter, der er blevet sendt ned til Ham. Jeg har fastet af kærlighed til Dig og i opfyldelse af Dit bud og har brudt min faste med Din pris på mine læber og i overensstemmelse med Dit velbehag. Lad mig ikke, o min Herre, blive talt blandt dem, der har fastet i dagtimerne, der ved nattetide har kastet sig ned for Dit ansigt og som har afvist Din sandhed, og tvivlet på Dine tegn, modsagt Dit vidnesbyrd og fordrejet Din tale.
Luk Du mine øjne op, o min Herre, og øjnene hos alle, der har søgt Dig, at vi kan kende Dig med Dine egne øjne. Dette er Dit bud givet os i bogen nedsendt af Dig til Ham, som Du har udvalgt på Dit bud, som Du har udpeget til Din gunst over alle skabninger, som Du har behaget at udruste med Dit herredømme, og som Du særligt har begunstiget og betroet Dit budskab til Dit folk. Lovet være Du derfor, o min Gud, fordi Du nådigt har ladet os erkende Ham og anerkende alt, hvad der er blevet nedsendt til Ham, og skænket os den ære at opnå Den Enes tilstedeværelse, som Du lovede i Din bog og i Dine breve.
Du ser mig da, o min Gud, med mit ansigt vendt til Dig og idet jeg klynger mig trofast til Dit nådige forsyns og gavmildheds reb og fastholde Din milde barmhjertigheds og gavmilde nådes kjortelsøm. Knus ikke, det bønfalder jeg Dig, mit håb om at opnå det, som Du bestemte for Dine tjenere, der har vendt sig mod Din boligs enemærker og Dit nærværs helligdom og har overholdt fasten af kærlighed til Dig. Jeg tilstår, o min Gud, at alt, hvad der kommer fra mig, er helt uværdigt for Dit herredømme og kommer til kort over for Din majestæt. Og dog bønfalder jeg Dig ved Dit navn, hvorved Du har åbenbaret Dit selv i Dine mest enestående betegnelsers stråleglans for alt skabt i denne åbenbaring, hvorigennem Du ved Dit mest lysende navn har manifesteret Din skønhed, om at give mig at drikke af Din barmhjertigheds vin og af Din nådes rene drik, der har flydt fra Din viljes højre hånd, at jeg kan fæste mit blik på Dig og være så løsrevet fra alt undtagen Dig, at verden og alt, hvad der er skabt i den, vil synes mig at være en flygtig dag, som Du ikke har fundet værdig at skabe.
Jeg beder Dig tillige inderligt, o min Gud, om fra Din viljes himmel og Din barmhjertigheds skyer at lade det regne ned med det, der vil rense os for den modbydelige smag fra vore overtrædelser, o Du, som har kaldt Dig selv Barmhjertighedens Gud! Du er sandelig Den Mest Magtfulde, Den Alherlige, Den Godgørende.
Jag ikke ham bort, o min Herre, der har vendt sig mod Dig, og lad ej heller ham der er draget dig nær blive fjernet langt væk fra Din bolig. Knus ikke håbet for den bedende der længselsfuldt har strakt sine hænder frem for at søge Din nåde og gunst, og formen ikke Dine hengivne tjenere underne i Din milde barmhjertighed og ømme medfølelse. Tilgivende og mest gavmild er Du, o min Herre! Magt har Du til at gøre, hvad Du ønsker. Alle andre end Du er magtesløse foran åbenbarelserne af Din magt, er som fortabte over for tegnene på Din rigdom, er som intet sammenlignet med manifestationerne af Dit overjordiske herredømme, og er berøvet al styrke stillet over for tegnene og vidnesbyrdene om Din magt. Hvilken tilflugt er der ud over Dig, o min Herre, som jeg kan søge, og hvor er der en havn jeg kan ile til? Nej, styrken i Din magt er mit vidne! Ingen beskytter er der uden Dig, intet sted at flygte til undtagen til Dig, ingen tilflugt at søge uden Dig.
Lad mig, o min Herre, smage den guddommelige sødme i Din ihukommelse og pris. Jeg sværger ved Din magt! Hvem der end smager dens sødme vil frigøre sig for al tilknytning til verden og alt hvad den indeholder og vil rette sit ansigt mod Dig, renset for ihukommelsen af nogen undtagen Dig. Inspirer da min sjæl, o min Gud, med Din underfulde ihukommelse, så jeg kan forherlige Dit navn. Tæl mig ikke blandt dem der læser Dine ord og dog ikke finder Din skjulte gave, der, som det er forordnet af Dig, rummes deri, og som genopliver Dine skabningers sjæle og Dine tjeneres hjerter. Lad mig, o min Herre, blive talt blandt dem, der er blevet så bevæget af de sødmefulde dufte, der er svævet gennem luften i Din tid, at de har givet deres liv for Dig og er ilet til skuepladsen for deres død i deres længsel efter at beskue Din skønhed og i deres higen efter at opnå Din nærværelse. Om nogen på deres vej sagde til dem, "Hvorhen går I?" ville de sige, "Til Gud, Den Altbesiddende, Hjælpen i fare, Den Selvbestående!”
De overtrædelser, der er begået af dem, der har vendt sig bort fra Dig, og har vist sig hovmodige over for Dig, har ikke kunnet hindre dem i at elske Dig og i at vende deres ansigter mod Dig og i at vende sig imod Din barmhjertighed. Det er dem, der er velsignet af forsamlingen i det høje, der er forherliget af beboerne i de evige byer, og yderligere af dem, på hvis pande Din mest ophøjede pen har skrevet: "Disse! Bahás folk. Gennem dem er ledelsens stråleglans blevet spredt." Således er det blevet forordnet på Dit bud og ved Din vilje i brevet om Dit uforanderlige bud.
Bekendtgør derfor, o min Gud, deres storhed og storheden hos dem, der levende eller døde har kredset om dem. Forsyn dem med det Du har bestemt for de retfærdige blandt Dine skabninger.
Magtfuld er Du til at udvirke alt. Der er ingen Gud uden Dig, Den Almagtsfulde, Hjælpen i fare, Den Almægtige, Den Mest Gavmilde.
Lad ikke vor faste være tilendebragt med denne faste, o min Herre, ej heller de pagter Du har indgået med denne Pagt. Modtag alt hvad vi har gjort af kærlighed til Dig og for Din glædes skyld, og alt hvad vi har ladet ugjort som en følge af, at vi har underkastet os vore onde og slette ønsker. Lad os da blive i stand til at holde fast ved Din kærlighed og Dit velbehag og bevar os fra de onde anslag fra dem der har fornægtet Dig og afvist Dine mest strålende tegn. Du er i sandhed Herren i denne verden og i den næste. Ingen Gud er der ud over Dig, den Ophøjede, den Højeste.
Herliggør Du, o Herre min Gud, Ham der er Det Første Punkt, Det Guddommelige Mysterium, Den Usete Essens, Daggryet for guddommelighed og manifestationen af Dit Herredømme, gennem hvem al fordums kundskab og al fremtidens kundskab blev klargjort, gennem hvem perlerne i Din skjulte visdom blev afdækket og mysteriet i Dit skattede navn afsløret, som Du har udpeget som forløberen for Ham, gennem hvis navn bogstaverne B L I V er blevet sammenføjet og forenet, gennem hvem Din majestæt, Dit herredømme og Din magt blev kendt, gennem hvem Dine ord er blevet sendt ned og Dine love fremsat med klarhed og Dine tegn vidt udbredt, og Dit ord grundfæstet, gennem hvem Dine udvalgtes hjerter blev blotlagte for alt, hvad der er i himlene, og alt, hvad der er på jorden, blev samlet, som Du har kaldt ’Alí-Muhammad i Dine navnes rige og ånden blandt ånder i brevene om Dit uigenkaldelige bud, som Du har forlenet med Din egen betegnelse, til hvis navn alle andre navne, på Dit bud og ved styrken i Din magt, er vendt tilbage, og i hvem Du har ladet alle Dine egenskaber og betegnelser opnå deres endelige fuldbyrdelse. Ham tilhører også de navne der ligger skjult i Dine lydefri helligdomme, i Din usynlige verden og Dine helliggjorte byer.
Herligør Du endvidere dem der har troet på Ham og på Hans tegn og har vendt sig til Ham blandt dem, der har anerkendt Din enhed i Hans seneste manifestation - en manifestation som Han har omtalt i sine breve og i sine bøger og i sine skrifter og i alle de underfulde vers og juvellignende ytringer, der er steget ned til Ham. Det er denne samme manifestation, hvis Pagt Du har pålagt Ham at oprette, før Han havde oprettet sin egen Pagt. Ham er det, hvis pris Bayánen har lovsunget. I den er Hans udmærkelse blevet hyldet og Hans sandhed grundfæstet og Hans herredømme forkyndt og Hans sag fuldkommengjort. Velsignet er det menneske, der har vendt sig til Ham og opfyldt det, Han har påbudt, o Du som er verdenernes Herre og Attråen for alle dem, der har kendt Dig!
Priset være Du, o min Gud, fordi Du har hjulpet os til at erkende og elske Ham. Derfor bønfalder jeg Dig ved Ham og ved dem, der er daggryene for Din guddommelighed, og manifestationerne af Dit herredømme og skatkamrene for Din åbenbaring og gemmestederne for Din inspiration, om at gøre os i stand til at tjene og lyde Ham og give os styrke til at blive hjælpere for Hans sag og splitte Hans fjender. Magtfuld er Du til at handle, som det behager Dig.
Ingen Gud er der ud over Dig, Den Almægtige, Den Alherlige, den hvis hjælp søges af alle mennesker!
- Bahá'u'lláh