The Universal House of Justice

Ridván 2023

To the Bahá’ís of the World

Dearly loved Friends,

Vi føler en enorm glæde ved at henvende os til et samfund, hvis højsindede og store beslutsomhed er passende for dets ophøjede kald. Hvor stor, hvor umådelig stor er vor kærlighed til jer, og hvor højt løfter vor ånd sig, når vi ser jeres oprigtige og hengivne stræben efter at leve et liv, der er formet af Bahá’u’lláhs Lære og at tilbyde Hans Åbenbarings livgivende vande til en verden, der er såre tørstig. Jeres stærke målbevidsthed er tydelig at se. Udvidelse og konsolidering, samfundsindsats og deltagelse i samfundets diskurser skrider hastigt frem, og disse forehavenders naturlige sammenhæng på klyngeniveau bliver stadigt mere synlige. Ingen steder er dette mere tydeligt end på steder, hvor flere og flere engagerer sig i en række bestræbelser, hver enkelt et middel til at frigøre Troens samfundsopbyggende kraft.

I de tolv måneder, der er gået siden 9-årsplanens ikrafttræden, har vi været begejstrede ved at se, hvordan dette globale åndelige foretagende har inspireret og styrket vennerne og givet drivkraft til særlige handlingsforløb. Et umiddelbart fokus har været at iværksætte planer, der sikrer, at der i hvert land og hver region fremstår mindst én klynge, hvor den tredje milepæl er passeret: Et sted, hvor et stort antal mennesker arbejder sammen og bidrager til et levende samfundsliv. Bevidste om, at målet for denne 25-års periode er at etablere et intensivt vækstprogram i hver klynge i verden, har de troende også sat sig for at åbne nye klynger for Troen samt at intensivere deres indsats på steder med et eksisterende vækstprogram. Der er en øget bevidsthed om muligheden for, at pionerer kan rejse sig i alle dele af verden – mange hengivne sjæle overvejer, hvordan de kan reagere på denne mulighed, og mange andre har allerede besat poster, mærkbart på hjemmefronten, men i stigende grad også på det internationale område. Dette er en af flere måder, hvorpå en ånd af gensidig støtte, som vi havde håbet, bliver udtrykt af vennerne overalt. Samfund, hvor der er blevet opbygget styrke, har forpligtet sig til at støtte de fremskridt, der gøres et andet sted – i en anden klynge, region, et andet land eller endda kontinent - og kreative midler har vist sig at give opmuntring på lang afstand og gøre det muligt at dele erfaringer direkte. I mellemtiden er den grundlæggende tilgang til at fastholde det, der læres i en klynge, så den kan præge planer, der er lavet lokalt og andre steder, meget udbredt. Vi er opmuntrede ved at se, at der lægges særlig vægt på at lære, hvorledes kvaliteten af den uddannelsesmæssige oplevelse, der tilbydes af instituttet, kan højnes. Når institutprocessen slår rod i et samfund, er dens virkninger dramatiske. Se for eksempel de centre med intens aktivitet, hvor indbyggerne er begyndt at betragte træningsinstituttet som et magtfuldt instrument, der er deres: Et instrument, for hvis sunde udvikling, de har påtaget sig hovedansvaret. Velvidende, at dørene til Troen altid står vidt åbne, lærer de troende at give opmuntring til dem, der er klar til at komme ind. At vandre med sådanne sjæle og hjælpe dem med at krydse tærsklen er et privilegium og en særlig glæde; i hver kulturel sammenhæng er der meget at lære om dynamikken i dette øjeblik, der genlyder af anerkendelse og tilhørsforhold. Og det er ikke alt. Mens mange klyngers bestræbelser på at bidrage til samfundsforandringer er på deres tidligste stadier, søger nationale åndelige råd, som altid kyndigt støttet af rådgiverne, aktivt at lære mere om, hvordan disse bestræbelser kommer til syne i den samfundsopbyggende proces. Diskussioner om et folks sociale og materielle velfærd dyrkes inden for grupper af familier og i samfund, mens vennerne også finder måder at deltage i meningsfulde diskurser, der udfolder sig i deres umiddelbare omgivelser.

Midt i alt det, vi har beskrevet, skinner ungdommens handlinger strålende. Langt fra blot passivt at absorbere påvirkninger - hvad enten påvirkningerne er gunstige eller ej - har de vist sig som dristige og skarpsindige hovedpersoner i Planen. Hvor et samfund har set dem i dette lys og skabt forhold for deres fremskridt, har ungdommen mere end retfærdiggjort den tillid, der vises dem. De underviser deres venner i Troen og gør tjeneste til grundlaget for mere meningsfulde venskaber. Ofte tager sådan tjeneste form af at oplære dem, der er yngre end dem selv – tilbyde dem ikke kun moralsk og åndelig oplæring, men ofte også hjælp i deres skolegang. Pålagt et helligt ansvar for at styrke institutprocessen, opfylder bahá’íungdommen vort dyrebare håb. Rammen for alle disse bestræbelser er en dybt urolig tid. Der er en udbredt erkendelse af, at de nuværende samfundsstrukturer er dårligt forberedt på at imødekomme de behov, som menneskeheden har under sine nuværende trængsler. Meget, der i vid udstrækning blev antaget for at være sikkert og urokkeligt, sættes der spørgsmålstegn ved, og den deraf følgende uro skaber en længsel efter en forenende vision. Koret af stemmer, der rejser sig til støtte for enhed, lighed og retfærdighed, viser hvor mange, der deler disse forhåbninger for deres samfund. Det er naturligvis ikke overraskende for en tilhænger af Den Velsignede Skønhed, at hjerterne længes efter de åndelige idealer, som Han fremsatte. Men vi finder det ikke desto mindre slående, at i et år, hvor udsigterne for menneskehedens kollektive fremskridt sjældent har virket mere dystert, skinnede Troens lys med forbløffende glans ved mere end ti tusinde konferencer, hvor næsten halvanden million mennesker deltog, idet de fokuserede på midlerne til at fremme de samme idealer. Bahá’u’lláhs vision og Hans formaning til menneskeheden om at arbejde i enhed for at forbedre verden, var det centrum, som forskellige dele af samfundet ivrigt samledes - og det er ikke underligt, for som ‘Abdu’l-Bahá har forklaret: “Ethvert samfund i verden finder i denne Guddommelige Lære realiseringen af dets højeste forhåbninger.” Nogle velyndere vil måske først blive tiltrukket af Bahá’ísamfundet som et tilflugtssted, et ly for en verden, der er polariseret og lammet. Men ikke desto mindre finder de beslægtede sjæle, der arbejder sammen for at genopbygge verden.

Der kunne skrives meget om konferencernes geografiske spredning, den ekstraordinære drivkraft de gav den nye plan eller de inderlige udtryk for glæde og begejstring, de fremkaldte hos dem, der deltog. Men med disse få linjer ønsker vi at henlede opmærksomheden på, hvad de betød for udviklingen af Sagen. De var en afspejling af et bahá’ísamfund, der ser slægtskab, ikke forskel. Dette synspunkt gjorde det naturligt at udforske 9-årsplanen ved sammenkomster, hvor alle var velkomne. Vennerne overvejede planens konsekvenser for deres samfund i selskab med ikke kun enkeltpersoner og familier, men også lokale ledere og autoriteter. Ved at samle så mange mennesker på ét sted blev der skabt betingelser for en transformerende samtale om åndelige og sociale fremskridt, en samtale, der udfolder sig i hele verden. Det særlige bidrag, som sådanne sammenkomster - på én gang åbne, meningsfulde og målrettede - kan bidrage med til et ekspanderende mønster af samfundsudvikling i en klynge, er en værdifuld erfaring for bahá’íinstitutioner at erindre for fremtiden.

Og således går de troendes samfund ind i Planens andet år med et friskt perspektiv og en dyb indsigt i vigtigheden af det, de søger at opnå. Hvor er det slående, hvordan handlinger ser anderledes ud, når de ses i lyset af den samfundsopbyggende kraft, de frigør! Dette ekspansive perspektiv gør det muligt at se en vedvarende aktivitet som meget mere end en isoleret tjenestehandling eller et enkelt tal. På sted efter sted afslører de initiativer, der gennemføres, en befolkning, der lærer at tage større ansvar for at navigere i sin egen udvikling. Den deraf følgende åndelige og sociale forandring manifesterer sig i et folks liv på en række forskellige måder. I den foregående serie af planer kunne den ses tydeligst i fremgangen af åndelig uddannelse og kollektiv tilbedelse. I denne nye serie af planer er det nødvendigt at øge opmærksomheden på andre processer, der søger at forbedre et samfunds liv - for eksempel ved at forbedre folkesundheden, beskytte miljøet eller ved at trække mere effektivt på kunstens kraft. Hvad der er nødvendigt for at fremme alle disse komplementære aspekter af et samfundets velfærd, er naturligvis evnen til at engagere sig i systematisk læring på alle disse områder - en evne, der trækker på indsigter, der stammer fra Læren og den akkumulerede mængde af menneskelig viden, der er skabt gennem videnskabelig forskning. Da denne evne vokser, vil der blive opnået meget i de kommende årtier.

Denne udvidede, samfundsopbyggende vision har vidtrækkende konsekvenser. Hvert samfund er på sin egen vej mod denne realisering. Men fremskridt på ét sted har ofte fælles træk med fremskridt på et andet sted. Et af disse træk er, at efterhånden som kapaciteten øges og et lokalt eller nationalt samfunds drivkraft mangedobles, så vil de betingelser, der er nødvendige for fremkomsten af et Mashriqu’l-Adhkár som beskrevet i vores Riḍvánbudskab fra 2012, i sidste ende være opfyldt. Som vi angav i vort budskab til jer sidste Riḍván, vil vi med jævne mellemrum identificere steder, hvor der skal rejses et bahá’ítempel. Vi er glade for på, dette tidspunkt, at kunne meddele etableringen af lokale andagtshuse i Kanchanpur, Nepal og Mwinilunga, Zambia. Derudover opfordrer vi til, at der opføres et nationalt andagtshus i Canada, i nærheden af det nationale Ḥazíratu’l-Quds i Toronto, der har været etableret længe. Disse projekter og andre, der skal påbegyndes i fremtiden, vil nyde godt af den støtte, som Tempelfonden får fra vennerne i alle lande.

Rigelige er de velsignelser, som en godgørende Herre har valgt at skænke Sine elskede. Ophøjet er kaldet, storslået er udsigten. Den tid, hvor vi alle er blevet indkaldt til at tjene, er uopsættelig. Lidenskabelige er da de bønner, som vi, på jeres vegne og for jeres utrættelige bestræbelser, fremsiger ved Bahá’u’lláhs Tærskel.

- The Universal House of Justice