The Universal House of Justice

Ridván 2021

To the Bahá’ís of the World

Dearly loved Friends,

De sidste ord i et højst mindeværdigt kapitel i Sagens historie er nu skrevet, og siden vendes. Denne Riḍván markerer afslutningen på et enestående år, en Femårsplan og på en hel række Planer, der begyndte i 1996. En ny række Planer kalder med det, som ser ud til at blive betydningsfulde tolv måneder, der skal tjene som optakten til en niårs indsats, der vil begynde næste Riḍván. Vi ser for os et samfund, der hastigt har vundet styrke og er klart til at tage store skridt fremad. Men man skal ikke gøre sig nogen illusioner om, hvor megen stræben det kostede at nå til dette punkt, og hvor hårdt tilkæmpede de indsigter var, der blev opnået på vejen: De høstede erfaringer vil forme samfundets fremtid og beretningen om, hvordan de blev høstet kaster lys over det, der er i vente.

Årtierne, der ledte frem til 1996, fulde af deres egen fremgang og indsigt, havde ikke efterladt nogen tvivl om, at et stort antal mennesker i mange samfund ville være klar til at indtræde under Troens banner. Selvom eksempler på omfattende indmeldelser var opmuntrende, kunne de ikke sammenlignes med en bæredygtig vækstproces, der kunne dyrkes i forskellige miljøer. Samfundet stod over for store spørgsmål, som det på daværende tidspunkt ikke havde tilstrækkelig erfaring i at besvare på tilfredsstillende vis. Hvorledes kunne indsatser rettet mod denne udbredelse gå fremad hånd i hånd med konsolideringsprocessen og løse den langvarige tilsyneladende komplicerede udfordring ved bæredygtig vækst? Hvorledes kunne enkeltpersoner, institutioner og samfund, der ville være i stand til at omsætte Bahá’u’lláhs lære til handling, rejse sig? Og hvorledes kunne de, som blev tiltrukket af læren blive forkæmpere i et globalt åndeligt fortagende?

Således var det, at et bahá’í samfund, der for et kvart århundrede siden stadig kunne tælle tre Guds Sags Hænder i sine forreste rækker, påbegyndte en Fireårsplan, der adskilte sig fra de foregående ved at fokusere på ét eneste mål: En betydelig fremgang i processen med gruppevis indtræden. Dette mål kom til at definere rækken af efterfølgende Planer. Samfundet havde allerede fået en forståelse af, at denne proces ikke blot bestod af, at grupper på en anseelig størrelse trådte ind i Troen, ej heller at den ville opstå spontant; det indebar målbevidst, systematisk, accelereret udbredelse og konsolidering. Dette arbejde ville kræve kvalificeret deltagelse fra talrige sjæle, og i 1996 blev bahá’í verdenen opfordret til at tage den enorme undervisningsudfordring op, som dette indebar. Den blev opfordret til at danne et netværk af træningsinstitutter målrettet til at skabe en øget strøm af personer udstyret med de nødvendige færdigheder til at opretholde vækstprocessen.

Vennerne påbegyndte denne opgave i bevidstheden om at de, til trods for deres tidligere sejre på undervisningsområdet, tydeligvis havde meget at lære om, hvilke færdigheder de skulle erhverve sig og altafgørende, hvordan de skulle erhverve dem. På mange måder lærte samfundet hen ad vejen af de erfaringer, man gjorde sig, når de med tiden var blevet forfinede og raffinerede gennem anvendelsen i forskellige miljøer, og til sidst indarbejdet i undervisningsmaterialer. Man indså, at særlige aktiviteter var et naturligt svar på en befolknings åndelige behov. Studiegrupper, børneklasser, andagtsmøder og senere juniorgrupper skilte sig ud som værende af afgørende betydning i denne henseende og når de blev vævet sammen med lignende aktiviteter, kunne dynamikken, der blev skabt, frembringe mønsteret for et levende samfundsliv. Og mens antallet, der deltog i disse kerneaktiviteter, steg, blev en ny dimension tilføjet til det oprindelige formål. De kom til at tjene som indgange, hvorigennem unge, voksne og hele familier fra det bredere samfund kunne møde Bahá’u’lláhs Åbenbaring. Det blev også åbenbart, hvor praktisk det var at overveje strategier for samfundsopbyggende arbejde i forbindelse med ”området”: Et geografisk område af håndterlig størrelse med særlige samfundsmæssige og økonomiske kendetegn. En evne til at forberede enkle Planer på områdeniveauet begyndte at blive dyrket, og ud fra sådanne Planer opstod Troens vækstprogrammer, organiseret i det, der skulle blive til tre måneders aktivitetscyklusser. Et vigtigt punkt blev tidligt klart: Enkeltpersoners gennemgang af en række kurser giver drivkraft til og bliver opretholdt af områdernes bevægelse hen imod en kontinuerlig udvikling. Dette supplerende forhold hjalp vennerne overalt til at vurdere vækstdynamikken i deres egne omgivelser og til at udstikke en vej hen imod øget styrke. Som tiden gik, viste det sig nyttigt at se på det, der skete i et område både fra perspektivet om de tre uddannelsesimperativer – at tjene børn, juniorer og unge og voksne – så vel som fra perspektivet om aktivitetscyklusserne, der er væsentlige for vækstrytmen. Mange af de mest genkendelige tegn på vækstprocessen, som vi ser i dag, blev delvis fastlagt halvvejs inde i en femogtyveårs indsats.

Som vennernes bestræbelser intensiveredes begyndte forskellige principper, begreber og strategier af universel relevans for vækstprocessen at udkrystallisere sig i en handlingsstruktur, der kunne udvikles til at rumme nye elementer. Denne struktur viste sig at blive fundamental for frigørelsen af enorme kræfter. Den hjalp vennerne til at kanalisere deres energier på måder som, erfaringer havde vist, førte til væksten af sunde samfund. Men en struktur er ikke en formel. Ved at tage hensyn til strukturens forskellige elementer, når man vurderede realiteterne i et område, en lokalitet eller blot et nabolag, kunne man udvikle et mønster af aktiviteter, der trak på det, som resten af bahá’í verdenen lærte, mens det stadig var et svar på omstændighederne på dét sted. En modsætning mellem stive krav på den ene side og ubegrænsede personlige præferencer på den anden gav plads til en mere nuanceret forståelse af den mangfoldighed af former for støtte den enkelte kunne give til en proces, der i grunden var sammenhængende og kontinuerligt blev forfinet, efterhånden som erfaringer akkumuleredes. Der skal ikke herske tvivl om den fremgang, som denne strukturs tilsynekomst udgør: Betydningen af harmoniseringen og foreningen af hele bahá’í verdenens bestræbelser og fremdriften i dens fremmarch fik stor betydning konsekvens.

Efterhånden som én Plan efterfulgte en anden, og engagementet i samfundsopbygningens arbejde blev bredere funderet, blev fremgangen på det kulturelle niveau mere udtalt. Vigtigheden af at oplære de yngre generationer blev for eksempel i højere grad værdsat, det samme gjaldt de ekstraordinære muligheder, der særligt var repræsenteret ved juniorerne. Sjæle, der støttede og ledsagede hinanden ad en fælles sti, der hele tiden udvidede den gensidige støttes kreds, blev det mønster, som alle indsatser rettet mod udviklingen af kompetencer til tjeneste, stræbte efter. Selv samspillet vennerne indbyrdes og dem omkring dem undergik en forandring, da der blev rettet opmærksomhed på kraften i meningsfulde samtaler til at vække og antænde åndelig modtagelighed. Og meget sigende antog bahá’í samfund en øget udadvendt indstilling. Enhver sjæl, der var lydhør over for Troen kunne blive en aktiv deltager – selv initiativtager og facilitator – for undervisningsaktiviteter, andagtsmøder og andre elementer af samfundsopbygningens arbejde; blandt disse sjæle erklærede mange også deres tro på Bahá’u’lláh. Således opstod der en forståelse af processen med gruppevis indtræden, der beroede mindre på teorier og antagelser og mere på virkelige erfaringer for, hvordan et stort antal mennesker kunne finde Troen, blive fortrolige med den, identificere sig med dens mål, deltage i dens aktiviteter og drøftelser og i mange tilfælde tage den til sig. Efterhånden som institutprocessen styrkedes i region efter region, voksede antallet af enkeltpersoner, der tog del i Planens arbejde faktisk med stormskridt, udstrakt selv til dem, som fornyligt havde mødt Troen. Men dette var ikke drevet af en ren interesse for antal. En vision, der opstod samtidigt, om personlig og fælles forandring, grundet på studiet af Guds Ord og en anerkendelse af hver enkelt persons evne til at blive hovedperson i et dybt åndeligt drama, havde fremkaldt en følelse af fælles bestræbelse.

Et af de mest markante og inspirerende kendetegn på denne femogtyveårs periode har været den tjeneste ydet af bahá’í ungdommen, som med tro og mod har indtaget deres retmæssige plads i forreste linje af samfundets indsatser. Som Sagens læremestre og de unges undervisere, som mobile tutorer og hjemmepionerer, som områdekoordinatorer og medlemmer af bahá’í organer, har unge på fem kontinenter rejst sig for at tjene deres samfund med hengivenhed og opofrelse. Den modenhed, som de har udvist i varetagelsen af de pligter, hvorpå Den Guddommelige Plans fremgang afhænger, er et udtryk for deres åndelige vitalitet og deres forpligtelse til at værne om menneskehedens fremtid. I anerkendelse af denne stigende åbenlyse modenhed har vi besluttet, at straks efter denne Riḍván, hvor den valgbare alder for at tjene på et åndeligt råd skal forblive enogtyve, vil den alder ved hvilken en troende kan stemme ved bahá’í valg blive sænket til atten. Vi er ikke i tvivl om, at unge bahá’íer overalt, som er myndige, vil retfærdiggøre vor tiltro til deres evne til ”samvittighedsfuldt og omhyggeligt” at opfylde den ”hellige pligt”, som enhver bahá’í vælger bliver opfordret til.

Vi er bevidste om, at samfundenes virkelighed naturligvis er meget forskellig. Forskellige nationale samfund og forskellige steder inden for de samfund påbegyndte denne række af Planer på forskellige udviklingsstadier; siden da har de også udviklet sig i forskelligt tempo og har opnået forskellige niveauer af fremgang. Dette er i sig selv ikke noget nyt. Det har altid været således, at stedernes omstændigheder varierer, ligesom den grad af modtagelighed, der findes. Men, vi fornemmer også en flodbølge, hvorved kompetencen, selvtilliden og den samlede erfaring i de fleste samfund stiger, holdt oppe af deres nære og fjerne søstersamfunds succes. Mens sjæle, der, eksempelvis, i 1996 rejste sig for at åbne en ny lokalitet, ikke manglede mod, tro og hengivenhed, kombinerer deres modstykker i dag de samme egenskaber med kundskab, indsigt og færdigheder, der er akkumuleringen af femogtyve års bestræbelse fra hele bahá’í verdenen med at systematisere og forfine udbredelses- og konsolideringsarbejdet.

Uanset et samfunds udgangspunkt, har det fremmet vækstprocessen, når det har kombineret egenskaber som tro, vedholdenhed og engagement med en villighed til at lære. I virkeligheden er en højt værdsat arv fra denne række Planer en udbredt anerkendelse af, at enhver bestræbelse på fremgang begynder med en indstilling om at ville lære. Enkeltheden af denne forskrift modsiger betydningen af de implikationer, der følger fra den. Vi tvivler ikke på, at ethvert område, med tiden, vil udvikle sig kontinuerligt; de samfund, der har gjort de hurtigste fremskridt i forhold til dem med lignende omstændigheder og muligheder, har udvist en evne til at fostre enhed i tanke og til at lære om vellykket handling. Og de gjorde dette uden at tøve.

En forpligtelse til at lære betød også, at man måtte være forberedt på at begå fejltagelser – og af og til gav fejltagelser besvær. Det er ikke forbavsende at nye metoder og tilgange først blev håndteret ukyndigt på grund af mangel på erfaring; det hændte, at én slags nyerhvervet kompetence gik tabt, når et samfund blev optaget af at udvikle en anden. At have de bedste intentioner er ingen garanti mod, at man begår fejltrin, og at komme over dem kræver både ydmyghed og løsrivelse. Når et samfund er forblevet fast besluttet på at vise overbærenhed og lære af fejl, der naturligvis opstår, har fremgang aldrig været uden for rækkevidde.

Halvvejs gennem rækken af Planer begyndte samfundets engagement i det bredere samfundsliv at komme i fokus for mere direkte opmærksomhed. De troende blev opmuntret til at tænke på dette i form af to sammenkoblede bestræbelsesområder – samfundsindsats og deltagelse i samfundets fremherskende diskurser. Disse var selvfølgelig ikke alternativer til arbejdet med udbredelse og konsolidering, endnu mindre en distraktion: De var forbundne. Jo større ressourcer et samfund kunne trække på, des større blev dets evne til at viderebringe den visdom, der ligger i Bahá’u’lláhs Åbenbaring til at kunne overkomme dagligdagens udfordringer – at omsætte Hans lære til virkelighed. Og menneskehedens vanskelige forhold på denne tid syntes at understrege, hvor desperat dens behov var for det middel, der var ordineret af Den Guddommelige Læge. I alt dette lå der antydet en meget anerledes forståelse af religion i forhold til dem, der har magten i verden i almindelighed: En forståelse, som anerkender religion som en stærk kraft, der fremmer en evigt fremadskridende civilisation. Man forstod, at en sådan civilisation heller ikke ville opstå spontant af sig selv – det var Bahá’u’lláhs tilhængeres mission at arbejde for dens fremkomst. En sådan mission krævede, at man anvendte den samme systematiske læringsproces på arbejdet med samfundsindsats og engagement i den offentlige diskurs.

Set i perspektivet fra de sidste to og et halvt tiår er evnen til lede samfundsindsatser steget markant, hvilket har medført en ekstraordinær opblomstring i aktiviteterne. Sammenlignet med 1996, da der var godt 250 socialøkonomiske udviklingsprojekter, der blev støttet i løbet af et år, er der nu 1.500, og antallet af bahá’í inspirerede organisationer er firdoblet til flere end 160. Der er blevet taget initiativ til mere end 70.000 fælles indsatser på græsrodsniveau af kortere varighed hvert år, en forøgelse på 50 gange. Vi ser frem til en fortsat forøgelse i alle disse bestræbelser, der er et resultat af den pligttro støtte og det incitament, der nu tilvejebringes af Bahá’í International Development Organization. Samtidig er bahá’í deltagelsen i samfundets fremherskende debat også vokset enormt. Ud over de mange lejligheder hvor vennerne synes, at de kan tilbyde et bahá’í perspektiv i samtaler på arbejdspladsen eller i private sammenhænge, har mere formel deltagelse i drøftelser gjort betydelige fremskridt. Vi tænker ikke kun på de meget udvidede indsatser og de stadigt stigende avancerede bidrag fra Det Internationale Bahá’í Samfund – som i denne periode tilføjede kontorer i Afrika, Asien og Europa – men også arbejdet med det meget omfattende, meget forstærkede netværk mellem nationale Kontorer for Eksterne Anliggender, for hvem bestræbelser på dette område blev det overordnede fokus; derudover var der indsigtsfulde og iøjnefaldende bidrag fra individuelle troende på særlige områder. Alt dette giver noget af forklaringen på den agtelse, værdsættelse og beundring, som førende tænkere og andre fremtrædende personer, på alle niveauer i samfundet, igen og igen har udtrykt for Troen, dens medlemmer og deres aktiviteter.

Når vi ser tilbage på hele perioden på femogtyve år, er vi fyldt med ærefrygt over de mange forskellige fremskridt, som bahá’í verdenen har opnået samtidigt. Dets intellektuelle liv har trivedes, og det har ikke kun vist sig ved dets fremskridt i de områder af bestræbelser, som allerede er blevet gennemgået, men også af mængden af kvalitetslitteratur, der er udgivet af bahá’í forfattere, af udviklingen af rum til udforskning af nogle studier i lyset af læren og af betydningen af de seminarer, der systematisk bliver tilbudt førstedels- og kandidatstuderende af the Institute for Studies in Global Prosperity, som i samarbejde med Sagens institutioner, nu tjener bahá’í ungdom fra mere end 100 lande. Det har været meget synligt, hvordan bestræbelserne med at opføre Andagtshuse er accelereret. Det sidste Modertempel blev rejst i Santiago, Chile, og projekter med at bygge to nationale og fem lokale Mashriqu’l-Adhkár blev påbegyndt; Andagtshusene i Battambang, Cambodja og Norte del Cauca, Colombia, har allerede åbnet dørene. Bahá’í Templer, uanset om de er nyligt indviede eller vel etablerede, besætter de i stigende grad en plads i samfundslivets hjerte. Den materielle støtte, der er givet af almindelige mennesker blandt de troende til de utallige bestræbelser, der er foretaget af Guds venner, har været ødsel. Ganske enkelt betragtet som en målestok for fælles åndelig vitalitet, generøsitet og offervilje, hvormed, den afgørende strøm til fondene er blevet opretholdt i en tid med store økonomiske omvæltninger – nej, styrket – det er yderst sigende. I bahá’í administrationens verden er nationale åndelige råds evne til at lede deres samfund, med al deres voksende kompleksitet, blevet betydeligt forøget. De har især nydt godt af et styrket samarbejde med rådgiverne, som har været behjælpelige med at systematisere indsamlingen af viden fra græsrødderne over hele verden og sikre, at de bliver vidt udbredt. Det var også i den periode, at den regionale bahá’í rådsforsamling opstod, som en helt flyvedygtig institution i Sagen, og nu findes i 230 regioner, rådsforsamlinger og de træningsinstitutter, de fører tilsyn med, har vist sig at være uundværlige i udviklingen af vækstprocessen. For at fremtidssikre funktionerne for Hovedforvalteren af Huqúqu’lláh, Guds Sags Hånd ’Alí-Muhammad Varqá, blev Den Internationale Bestyrelse af Forvaltere for Huqúqu’lláh etableret i 2005; i dag koordinerer den bestræbelserne i ikke færre end 33 nationale og regionale forvalteres bestyrelser, der nu omgiver kloden og de leder arbejdet med mere end 1.000 repræsentanter. Fremskridtene, som fandt sted i Bahá’í Verdens Centret i den samme periode, er mange: vidnesbyrd om færdiggørelsen af

Terrasserne ved Bábs Gravmæle og to bygninger på Arken og påbegyndelsen af konstruktionen på ’Abdu’l-Bahás Gravmæle, for ikke at nævne en sværm af projekter, der sikrer og bevarer Troens hellige steder. Bahá’u’lláhs Gravmæle og Bábs Gravmæle blev anerkendt som verdensarv, steder af uvurderlig betydning for menneskeheden. De besøgende flokkedes ved disse hellige steder i flere hundrede tusinder, i nogle år nærmede antallet sig halvanden million, og Verdens Centret har regelmæssigt budt hundreder af pilgrimme velkommen på én gang, somme tider mere end 5.000 på et år, samtidig med et lignende antal bahá’í gæster; vi er henrykte for såvel det øgede antal som for de snesevis af forskellige folkeslag og nationer, der er repræsenteret blandt dem, der får del i pilgrimsrejsens gavmildhed. Oversættelsen, udgivelsen og udbredelsen af de Hellige Tekster er også blevet stærkt forøget, parallelt med udviklingen af Bahá’í Reference Library, et af de mest iøjnefaldende medlemmer af den voksende websitefamilie, der er tilknyttet bahai.org, og den er nu tilgængelig på ti sprog. Forskellige kontorer og organer er blevet etableret, beliggende ved Verdens Centret eller andre steder, betroet at støtte læringsprocessen der udfolder sig på tværs af mange områder af bestræbelse i hele bahá’í verdenen. Alt dette, vore søstre og brødre i tro, er kun en brøkdel af det eventyr, vi kunne fortælle om jeres hengivenhed for Ham, som var Verdens Forurettede, har frembragt. Vi kan kun gentage de gribende ord, engang udtalt af den elskede Mester, da han blev overvældet af sindsbevægelse, Han udbrød: ”Oh Bahá’u’lláh! Hvad har du udvirket?”

Fra panoramaet over et centralt kvart århundrede flytter vi nu vores fokus til den seneste Femårsplan, en Plan, der ikke ligner nogen tidligere Plan på flere områder. I denne Plan tilskyndede vi verdens bahá’íer til at trække på alt, hvad de havde lært i de foregående tyve år og sætte det på fuld effekt. Vi er henrykte over at vore håb i denne henseende blev mere end indfriet, men selv om vi naturligvis forventer store ting af Den Velsignede Skønheds tilhængere, så var karakteren af det, der blev opnået gennem deres herkuliske anstrengelser virkeligt betagende. Det var kronen på værket på en bedrift, der tog femogtyve år at udføre.

Planen var særligt uforglemmelig, da den blev tredelt af to hellige 200-årsdage, der hver forstærkede lokale samfund verden over. De trofastes kompagni demonstrerede, på en skala der aldrig tidligere er set og med relativ lethed, en evne til at inddrage folk fra alle dele af samfundet i en æresbevisning til en Guds Manifestations liv. Det var en kraftig indikation på noget større: evnen til at kanalisere frisættelsen af enorme åndelige energier for Sagens fremgang. Så storslået var tilbagemeldingen, at Troen mange steder blev drevet ud af ubemærketheden på det nationale Plan. I miljøer, hvor det var uventet, måske havde man ikke søgt efter det, blev en mærkbar modtagelighed over for Troen tydelig. Tusinder og tusinder og atter tusinder blev bevæget af deres kontakt med en hengiven ånd, der i dag er karakteristisk for bahá’í samfund overalt. Visionen for hvad der kan lade sig gøre ved at afholde en bahá’í helligdag blev udvidet til det grænseløse.

Opnåelserne i Planen, helt enkelt i tal, oversteg hurtigt alle de foregående siden 1996. Ved begyndelsen af denne Plan var der kapacitet til at varetage lidt over 100.000 kerneaktiviteter på et givet tidspunkt, en kapacitet der var frugten af tyve års fælles bestræbelse. Nu bliver der opretholdt 300.000 kerneaktiviteter ad gangen. Deltagelsen i disse aktiviteter er vokset til over to millioner, hvilket også er tæt på en tredobling. Der er 329 nationale og regionale træningsinstitutter i drift, og deres kapacitet bliver bevidnet af den kendsgerning, at trekvart million mennesker har været i stand

til at fuldføre mindst én bog i sekvensen; alt i alt er antallet af kurser, der er fuldført af enkeltpersoner, nu oppe på to millioner – en stigning på godt en tredjedel i løbet af fem år.

Den øgede intensitet, med hvilken vækstprogrammerne rundt om i verden bliver fulgt, fortæller sin egen imponerende historie. I dette femår opfordrede vi til, at væksten skulle forøges i hvert eneste af de 5000 områder, hvor den var begyndt. Denne nødvendighed blev igangsætteren af seriøse bestræbelser i hele verden. Som et resultat fordobledes antallet af intensive vækstprogrammer, godt og vel og er nu på cirka 4.000. Der var vanskeligheder med at åbne nye landsbyer og nabolag for Troen midt i en global sundhedskrise, eller voksende aktiviteter der var på et tidligt stade, da pandemien begyndte, forhindrede et endnu højere facit i blive nået i Planens sidste år. Der er imidlertid mere at fortælle end dette. Ved Planens begyndelse havde vi udtrykt håbet om, at antallet af områder, hvor vennerne havde nået den tredje milepæl ad vækstens kontinuum, som en konsekvens af at lære, hvordan man byder et stort antal velkommen i sine aktiviteters favn, ville vokse med endnu 100. Dét facit landede på cirka 200 fordelt i mere end 40 lande. Fem år senere er dette tal steget til overraskende 1.000 i næsten 100 lande – en fjerdedel af alle intensive vækstprogrammer i verden og en opnåelse langt over vores forventninger. Og selv disse tal viser ikke de højeste tinder, hvortil samfundet er steget. Der er flere end 30 områder, hvor antallet af kerneaktiviteter, der støttes, overstiger 1.000; i alt er det adskillige tusinde, der involverer deltagelse af flere end 20.000 mennesker i et enkelt område. Et stigende antal lokale åndelige råd fører nu tilsyn med udbredelsen af undervisningsprogrammer, der søger at tilfredsstille stort set alle børn og alle juniorer i en landsby; den samme virkelighed er ved at tegne sig i nogle få nabolag i byer. Optagethed af Bahá’u’lláhs Åbenbaring har, i iøjnefaldende tilfælde, rakt videre end enkeltpersoner, familier og fjerne slægtninge – hvilket bevidnes af befolkningers bevægelse mod et fælles center. Nogle gange er ældgamle fjendskaber mellem bekæmpende grupper blevet bilagt, og særlige samfundsstrukturer og dynamikker er ved at blive omdannet i lyset af den guddommelige lære.

Vi kan kun være henrykte over så imponerende fremgang. Den samfundsopbyggende kraft i

Bahá’u’lláhs Tro viser sig hele tiden med større tydelighed, og den er et solidt fundament, som den kommende Niårsplan vil bygge på. Områder med tydelig styrke har, som det var håbet, vist sig at være videnslagre og ressourcer for deres naboer. Og regioner, hvor der er mere end ét af den slags områder, har lettere udviklet midler til at øge væksten i område efter område. Vi føler os imidlertid nødsaget til igen at understrege, at fremgangen har været næsten universel; forskellen i fremgang mellem de forskellige steder er markant. Samfundets kollektive forståelse af processen med gruppevis indtræden og dets tillid til egen formåen til at stimulere denne proces under alle forhold er steget til niveauer, der var utænkelige for årtier siden. De dybsindige spørgsmål, der havde været utydelige i så lang tid, og som der blev fokuseret skarpt på i 1996, er blevet besvaret overbevisende af bahá’í verdenen. Der er en generation af troende, hvis hele liv bærer aftrykket af samfundets fremgang. Men den rene sandhed er, at hvad der skete i de mange områder, hvor ”læringens frontlinjer” er blevet udvidet, har vendt en tydelig fremgang i processen med gruppevis indtræden til en betydningsfuld proces af historiske dimensioner.

Mange er bekendt med, hvordan Beskytteren inddelte Troens Tidsaldre i fortløbende epoker; den femte epoke i Den Formende Tidsalder begyndte i 2001. Det er mindre kendt, at Beskytteren også lavede specifikke referencer til, at der skulle være epoker i Den Guddommelige Plan og trin i epokerne. Holdt i bero i to årtier mens den Administrative Ordens lokale og nationale organer blev opbygget og styrket, blev Den Guddommelige Plan, udtænkt af ’Abdu’l-Bahá officielt indvarslet i

1937 med begyndelsen af et første trin i den første epoke: Syvårsplanen blev overdraget af Beskytteren til Det Nordamerikanske Bahá’í Samfund. Denne første epoke sluttede efter afslutningen af Tiårs Korstoget i 1963, der havde resulteret i, at Troens fane var blevet plantet over hele verden. Åbningstrinet i den anden epoke var den første Niårsplan og der er fulgt ikke mindre end ti Planer i dens kølvand, Planer der har strakt sig fra tolv måneder til syv år. Ved daggryet af denne anden epoke, bevidnede bahá’í verdenen allerede de tidligste begyndelser af denne gruppevise indtræden i Troen, som var blevet forudset af Forfatteren til Den Guddommelige Plan; i de følgende tiår har generationer af hengivne troende i Det Største Navns samfund arbejdet i den Guddommelige Vingård med at opdyrke de betingelser, der er betingelserne for vedvarende vækst i stor målestok. Hvor er frugterne af det hårde arbejde dog talrige i denne herlige Riḍván tid! Fænomenet med anseelige antal, der øger aktiviteterne i samfundet, griber troens gnist og hurtigt rejser sig for at tjene i Planens forreste række, har bevæget sig fra at være en forudsigelse næret af tro til en tilbagevendende virkelighed. Sådan et udtalt og håndgribeligt fremskridt kræver at blive optegnet i Sagens annaler. Med opløftede hjerter bekendtgør vi, at den tredje epoke i Mesterens Guddommelige Plan er begyndt. Trin efter trin, epoke efter epoke skal Hans Plan bredes ud, indtil Kongerigets lys oplyser ethvert hjerte.

Kære venner, intet tilbageblik på det femårs foretagende, der afsluttede den anden epoke af Den Guddommelige Plan, ville være tilstrækkeligt uden en særlig henvisning til de omvæltninger, der fulgte dens sidste år, og som endnu varer ved. Restriktionerne for personlig interaktion som kom og gik i de fleste lande i denne periode, kunne have tilført samfundets samlede anstrengelser et alvorligt slag, som det måske ville have taget år at komme sig over, men der er to grunde til, at det ikke var tilfældet. Den første var den udbredte bevidsthed om bahá’íers pligt til at tjene menneskeheden, altid mest i tider med fare og modgang. Den anden var den ekstraordinære kapacitetsforøgelse i bahá’í verdenen til at give udtryk for den bevidsthed. Vænnet til over mange år at vælge mønstre for systematisk handling, fik vennernes kreativitet og målrettethed, til at kunne håndtere en uforudset krise, samtidig med at de sikrede sig, at de nye tiltag, som de udviklede, var i overensstemmelse med den struktur, som de havde arbejdet på at fuldende i de foregående Planer. Dette er ikke for at overse de alvorlige vanskeligheder, som bahá’íerne har været igennem, ligesom deres landsmænd i alle lande; ikke desto mindre er de troende forblevet fokuserede gennem alvorlige vanskeligheder. Ressourcer er blevet overført til samfund i nød, valg blev gennemført, hvor det var muligt og i alle tilfælde har Sagens institutioner fortsat med at udføre deres pligter. Der har endda været modige skridt fremad. Det Nationale Åndelige Råd for Sao Tomé og Príncipe vil blive genetableret denne Riḍván, og der vil blive rejst to nye søjler under Det Universelle Retfærdighedens Hus: Det Nationale Åndelige Råd for Kroatien med sæde i Zagreb og Det Nationale Åndelige Råd for Timor-Leste med sæde i Dili.

Og så begynder Etårsplanen. Dens formål og betingelser er allerede blevet beskrevet i vores budskab, der blev sendt på Pagtens Dag; denne Plan, om end kort, vil være tilstrækkelig til at forberede bahá’í verdenen på den kommende Niårsplan. En periode med særlig kraft, som begyndte

100 år efter åbenbaringen af Den Guddommelige Plans Tavler, vil snart slutte med

hundredårsdagen for ’Abdu’l-Bahás bortgang, der markerer afslutningen på det første århundrede i Den Formative Tidsalder og begyndelsen på det andet. De troendes kompagni går ind i denne nye Plan på en tid, hvor menneskeheden er holdt nede af afsløringen af sin egen sårbarhed, ser ud til at være mere bevidst om nødvendigheden af at samarbejde om at behandle globale udfordringer. Ikke desto mindre forhindrer indgroede vaner med konkurrence, egeninteresse, fordomme og snæversyn fortsat bevægelsen mod enhed, på trods af at et voksende antal i samfundet viser, med ord og handling, hvordan de også længes efter mere anerkendelse af menneskehedens iboende enhed. Vi beder for, at nationernes familie må lykkes med at lægge forskellighederne til side for almenvellets interesser. Til trods for usikkerhederne der indhyller de kommende måneder, bønfalder vi

Bahá’u’lláh om give de bekræftelser, der har næret Hans tilhængere så længe og stadig rigeligt, at I må blive båret fremad i jeres kald, må bevare fatningen i verdens turbulens, hvor behovet for Hans helende budskab er endnu mere akut.

Den Guddommelige Plan træder ind i en ny epoke og et nyt trin. Siden er vendt.

- The Universal House of Justice