The Universal House of Justice
Ridván 2012 / 169BE

To the Bahá’ís of the World

Dearly loved Friends,

Midt på eftermiddagen den 11. Ridván for et hundrede år siden løftede ’Abdu’l-Bahá stående foran


 en tilskuerskare på flere hundrede mennesker en økse og huggede igennem grønsværen på


 tempelgrunden ved Grosse Point nord for Chicago. De, som var inviteret til at bryde jorden


 sammen med ham denne forårsdag, kom fra forskellige baggrunde – der var nordmænd, indere,


 franskmænd, japanere, persere, oprindelige amerikanere for blot at nævne nogle få. Det var som om


 det andagtshus, som endnu ikke var bygget, opfyldte Mesterens ønsker for enhver sådan bygning,


 og som kom til udtryk ved den aftens ceremoni: ”at menneskeheden ville finde et mødested”og ”at


 kundgørelsen om menneskehedens enhed ville udgå fra dets åbne hellige forgård”.


 Hans tilhørere ved denne lejlighed og alle, der hørte ham i løbet af hans rejser til Ægypten og


 Vesten, må blot vagt have opfattet de vidtrækkende implikationer i hans ord om samfundet, dets


 værdier, og hvad det er optaget af. Endnu i dag er der næppe nogen, der kan gøre krav på at have


 fået andet end et glimt, fjernt og utydeligt, af det fremtidige samfund, som Bahá’u’lláhs åbenbaring


 er bestemt til at skabe. For ingen skal tro, at den civilisation, mod hvilken den guddommelige lære


 driver menneskeheden, udelukkende vil følge af en regulering af den nuværende orden. Langt fra.


 I en tale, som han gav nogle dage efter, at han havde nedlagt grundstenen til Vestens Modertempel,


 udtalte ’Abdu’l-Bahá, at ”et af resultaterne af de åndelige kræfters manifestering vil være, at


 menneskenes verden vil tilpasse sig til en ny social form,” at ”Guds retfærdighed vil åbenbares i


 alle menneskelige anliggender”. Disse og talrige andre ytringer fra Mesteren, som bahá’í-samfundet


 igen og igen vender sig mod i denne hundredårsfestval, gør os opmærksomme på den afstand, der


 adskiller samfundet, som det nu er ordnet, fra den formidable vision, som hans Fader gav verden i


 gave.


 Desværre synes de forhindringer, der modarbejder virkeliggørelsen af denne vision at være


 uoverstigelige for mange, på trods af de hæderværdige bestræbelser, som velmenende personer, der


 arbejder på at forbedre samfundet i alle lande gør sig. Deres forhåbninger, baseret på fejlagtige


 formodninger om den menneskelige natur, som gennemtrænger strukturer og traditioner i meget af


 nutidens levis, har opnået status som et veletableret faktum. Disse formodninger ser ikke ud til at


 tage den ekstraordinære reserve af åndeligt potentiale i betragtning, som er tilgængeligt for enhver


 oplyst sjæl, der trækker på det; i stedet for stoler de på retfærdiggørelse af menneskehedens


 ufuldkommenheder, hvis eksempler dagligt forstærker en almindelig (udbredt) følelse af afmagt. Et


 lag af falske forudsætninger formørker således en fundamental sandhed: Verdens tilstand


 reflekterer en forvrængning af menneskeånden, ikke dens inderste karakter. Formålet for enhver


 Guds manifestation er at udvirke en forvandling i både menneskedens indre liv og i dens ydre


 forhold. Og denne forvandling opstår helt naturligt efterhånden som en voksende gruppe


 mennesker, forenede af guddommelige forskrifter, sammen søger at udvikle åndelige evner for at


 kunne bidrage til en proces med social forandring. Lige som med den hårde jord, som Mesteren


 ramte for et århundrede siden, vil tidsalderens fremherskende teorier måske først synes upåvirkede


 af ændringer, men de vil utvivlsomt svinde bort og gennem ”Guds nådes vårfriske byger”, vil ”den


 sande forståelses blomster” springe ud friske og smukke.


 Vi takker Gud for at I – Hans Største Navns samfund - ved Hans ords kraft dyrker miljøer hvori


 sand forståelse kan blomstre. Selv de, der har udholdt fængsling for troen, har gennem deres


 usigelige offervilje og trofasthed, gjort det muligt for ”kundskabens og visdommens hyacinter” at


 blomstre i medfølende hjerter. Over hele kloden er ivrige sjæle optaget af arbejdet med at bygge en


 ny verden gennem den systematiske igangsættelse af femårsplanens foranstaltninger. Dens


 karaktertræk er så vel forstået, at vi ikke føler behov for at kommentere yderligere på dem her. De


 bønner, som vi beder ved Den Hellige Tærskel fra Det Alnådige Forsyn, er for at få hjælpen fra Den


 Højeste Forsamling til at forunde at hver og en af jer kan bidrage til planens fremgang. Vores


 inderlige ønske, som understøttes af at være vidne til jeres indviede indsats i det forgangne år, er, at


 I vil forstærke jeres sikre brug af den viden I opnår gennem erfaring. Det er ikke tiden nu til at


 holde sig tilbage; alt for mange er stadig uvidende om det nye daggry. Hvem andre end jer kan


 videregive det guddommelige budskab? ”Ved Gud,” forsikrer Bahá’u’lláh, idet Han henviser til


 sagen, ”dette er arenaen for indsigt og frigørelse, for vision og opløftelse, hvor ingen kan spore


 deres stridsheste uden Den Barmhjertiges tapre ryttere, som har afskåret sig fra al tilknytning til


 tilværelsens verden.”


 At iagttage bahá’í verdenens arbejde er som at se et strålende syn. I en persons liv, som over alt


 andet ønsker at invitere andre til samvær med deres Skaber og at tjene menneskeheden, kan man


 finde tegn på den åndelige forvandling, som skal skænkes hver sjæl af Tidsalderens Herre. I den


 ånd, der animerer aktiviteterne i alle de bahá’í-samfund, der har viet sig til at forbedre deres


 medlemmers kapacitet - ung og gammel, venner og samarbejdspartnere til at tjene det fælles gode,


 kan man se en indikation på, hvorledes et samfund baseret på guddommelige læresætninger kan


 udvikles. Og i de avancerede områder, hvor aktiviteter ledet af planens rammer er talrige og


 kravene til at sikre sammenhæng i aktionslinierne er mest presserende, giver de nyligt opståede


 administrative strukturer et svagt glimt af, hvorledes troens institutioner i stigende grad vil påtage


 sig et større ansvarsområde for at fremme menneskelig velfærd og fremgang. Det er således klart, at


 udviklingen hos den enkelte, samfundet og institutionerne er umådelig løfterig. Men udover det


 bemærker vi med særlig glæde, hvorledes den relation, der binder disse tre sammen, markerer sig


 ved en så øm kærlighed og gensidig støtte.


 I kontrast hertil reflekteres den uenighed, der karakteriserer menneskehedens stormfulde


 overgangsfase i relationerne mellem de tre lignende aktører i den øvrige verden – borgeren, de


 politiske institutioner og samfundets institutioner. Uvillige til at handle som uafhængige dele af et


 organisk hele, er de låst fast i en kamp om magt, som til sidst viser sig at være omsonst. Hvor


 anderledes er ikke det samfund, som ’Abdu’l-Bahá tegner i utallige breve og taler – hvor såvel


 hverdagens interaktion som staters relationer dannes af bevidstheden om menneskehedens enhed.


 Relationer gennemtrængt af denne bevidsthed bliver dyrket af bahá’íer og deres venner i landsbyer


 og nabolag i hele verden; fra disse kan den rene duft af gensidighed og samarbejde, af sammenhold


 og kærlighed spores. I disse fordringsløse rammer opstår et synligt alternativ til samfundets


 velkendte stridigheder. Således bliver det tydeligt, at en person, som ønsker at få udløsning for sine


 evner på ansvarlig vis, deltager alvorligt i rådslagning, der er viet til det fælles bedste og undgår


 fristelsen til at insistere på sin egen opfattelse; en bahá’í institution, der anerkender behovet for


 koordineret handling, som bliver kanaliseret mod en frugtbat afslutning, sigter ikke mod at


 kontrollere men at nære og opmuntre. Det samfund, der skal tage vare på sin egen udvikling,


 anerkender et uvurderligt gode i den enhed, der følger af et helhjertet engagement i de planer, der


 er udarbejdet af institutionerne. Under indflydelse af Bahá’u’lláhs åbenbaring, skænkes


 forbindelsen mellem disse tre ny varme, nyt liv; tilsammen udgør de en støbeform, hvori en åndelig


 verdenscivilisation, der bærer guddommelig inspirations stempel, gradvist modnes.


 Åbenbaringens lys er bestemt til at oplyse enhver stræben; i hver af dem skal de forbindelser, der


 understøtter samfundet, støbes om; i hver af dem søger verden eksempler på, hvorledes mennesker


 skal være over for hinanden. I bør tænke over menneskehedens økonomiske liv, hvori


 uretfærdighed tolereres med ligegyldighed og hvor uforholdsmæssig fortjeneste betragtes som et


 tegn på succes; det økonomiske liv med den iøjnefaldende rolle, det har, medvirker til at generere


 den gærende uro, som så mange mennesker for nylig er blevet inddraget i. Så dybt forankret er


 disse skadelige holdninger, at det er svært at forestille sig, hvorledes noget enkelt individ alene kan


 ændre de fremherskende normer ved hvilke forbindelserne på dette område styres. Ikke desto


 mindre er der med sikkerhed praktikker, som en bahá’í ville undgå, som f. eks. uærlighed i


 forretningsanliggender eller økonomisk udnyttelse af andre. En trofast holden fast ved de


 guddommelige formaninger kræver, at der ikke er nogen modsætning mellem ens økonomiske


 adfærd og ens tro som bahá’í. Ved i sit liv at anvende de principper i troen, der relaterer til ærlighed


 og rimelighed, kan en enkelt sjæl opretholde en standard, der ligger langt over den lave tærskel,


 hvorved verden måler sig selv. Menneskeheden er træt af manglen på et livsmønster, som de kan


 stræbe efter; vi forventer af jer, at I vil oprette samfund, hvis handlinger vil give verden håb.


 I vores Ridván budskab 2001 pegede vi på, at i lande hvor processen med gruppevis indskrivning


 var tilstrækkelig fremskreden, og hvor forholdene i de nationale samfund var gode, ville vi


 godkende oprettelsen af andagtshuse på det nationale niveau, hvis opførelse ville blive et træk i den


 femte epoke af troens formende tidsalder. Med stor glæde kan vi nu meddele, at nationale


 Mashriqu’l-Adhkar’er vil blive rejst i to lande: i Den Demokratiske Republik for Congo og i Papua


 Ny Guinea. Her opfyldes vitterligt de kriterier, som vi har fastsat, og deres befolkningers svar på de


 muligheder, der er skabt af den nuværende række planer, har været intet mindre end


 bemærkelsesværdigt. Med opførelsen af det sidste af de kontinentale templer i Santiago på vej,


 giver iværksættelsen af projekter til opførelse af nationale andagtshuse endnu et opmuntrende


 bevis på Guds tros gennemslagskraft i samfundets jordbund.


 Endnu et skridt er muligt. Det Mashriqu’l-Ashkhar, som ’Abdu’l-Bahá beskriver, som ”en af de


 mest væsentlige institutioner i verden,” forener to væsentlige, uadskillelige apsekter af bahá’í livet:


 andagt og tjeneste. Foreningen af disse to reflekteres også i den sammenhæng, der eksisterer blandt


 planens samfundsopbyggende træk, især den fremspirende andagtsfulde ånd som finder udtryk i


 andagtsmøder og en opdragende proces, der opbygger kapacitet til at tjene menneskeheden. Det


 indbyrdes forhold mellem andagt og tjeneste er særligt udtalt i de områder over hele verden, hvor


 bahá’í-samfundene har haft betydelig vækst og vokset i vitalitet, og hvor engagementet i social


 aktion er tydeligt. Nogle af dem er blevet betegnet som steder for udbredelse af læring for at nære


 vennernes evne til at fremme juniorprogrammer i tilknyttede regioner. Evnen til at opretholde dette


 program, vil også, som vi har påpeget, stimulere udviklingen af studiegrupper og undervisning af


 børn. Udover sit primære formål forstærker disse steder for læring således hele udbredelses- og


 konsolideringsplanen. I de kommende år vil det være i sådanne områder at fremkomsten af et


 lokalt Mashriqu’l-Adkhar vil kunne overvejes. Med vores hjerter fyldt af taknemmelighed til Den


 Urgamle Skønhed, glæder vi os over at kunne meddele jer, at vi skal indlede rådslagninger med


 repektive nationale åndelige råd om opførelse af de første lokale andagtshuse i følgende områder:


 Battambang, Kambodia; Bihar Sharif, Indien; Matunda Soy, Kenya; Norte del Cauca, Columbia og


 Tanna, Vanuato.


 For at støtte opførelsen af de to nationale og de fem lokale Mashriqu’l-Ashkar’er, har vi besluttet at


 oprette en tempelfond ved Verdenscentret til fordel for alle disse projekter. Overalt inviteres


 vennerne til at bidrage til den med så stærk offervilje, som deres midler tillader.


 Elskede samarbejdspartnere: Den jord der blev brudt af ’Abdu’l-Bahá for hundred år siden skal


 atter brydes i yderligere syv lande, og dette er blot indledningen til den dag, hvor der i alle byer og


 landsbyer vil blive rejst en bygning for tilbedelse af Herren, i lydighed mod Bahá’u’lláhs bud. Fra


 disse gryningssteder til ihukommelse af Gud vil Hans lys’ stråler skinne og Hans lovprisnings


 hymner runge ud.

The Universal House of Justice